Et æble om dagen
”Rul bølger, ruuuuul…”
Et svagt ekko rullede igennem hans støvede hjerne. Et fjernt minde om en sal fyldt med tobaksrøg og brølende latter. En enlig mand på scenen, med hele publikum i sin hule hånd. ”… og de gjorde det sku!” Passer hed han vist nok. Ja, der var den… Dirch et-eller-andet. Og så var den væk igen. Cigaretterne var slukket, latteren forstummet og komikeren havde forladt scenen for sidste gang.
Her sad han nu, i sin okseblods røde lænestol og kiggede ud på bølgerne, der i deres helt egen rytme slog ind på stranden ved plejehjemmet.
Besøgende på gennemrejse, personale på hastigt gennemgang og dagene som kom og gik, men han sad altid tilbage, alene, som ham Dirch hvad-det-nu-var-han-hed.
Han kiggede på sit spejlbillede i vinduet. Hans runde, blege ansigt var som månen: helt blank. Han kiggede igennem det hele og ud på bugten. ”Rul bølger, ruuuuul…”
”Så er der kaffe Bjarne”, han ænsede ikke pigen, der kom ind og stillede en bakke med kaffe, en håndfuld rosiner og et skrællet æble. ”Jeg har skællet et æble til dig Bjarne, det skulle være så sundt, ved du nok. Et æble om dagen, holder doktoren væk, siger de.”
”Rul bølger, ruuuuul…”
”Bjarne, Bjarne… hvor er du?” Han vendte sig efter lyden og prøvede på at finde Jette. Hans søster var en lille spirrevip. Hun løb ud og ind mellem æbletræerne som et gedekid med forårskulder.
”Ikke så højt Jette, du vækker de andre!” Han vendte sig igen efter hende, og æbleplantagen blev til bugtens bølger, hendes latter forstummede og forsvandt med tobaksrøgen og han var igen alene på scenen… Scenen? Hvad for en scene…?
Disse ekkoer var alt for svage, og alt for hurtigt væk igen, som angsten på nattens vinger. Tilbage sad han i sin lænestol, med en umådelig trang til æbler. Han lukkede øjnene og lod sig falde bagover. Han landede blødt i græsset på morfars æbleplantage og Jette kom hujende igennem lysningen og kastede sig over ham med et tigerbrøl, der knap nok kunne skræmme en mus, men det kunne få ham til at le.
”Jette, du vækker de andre… Du ved jo godt at vi ikke må være i plantagen alene!” Væk var Jette, men plantagen var der endnu…
Han lænede sig op ad et træ. Duften af det nyslåede græs, som lå til tørre, cirklede rundt i hans næse og drillede ham til et nys. Solens kalejdoskop spillede igennem æblebladene og strålerne legede tagfat på hans håndryg. Han løftede hånden og forsøgte at holde på solens varme.
Som Eva i Edens have, lod han sig friste, og rakte ud efter et af morfars søde æble.
Det første bid, tænderne der begravede sig i det spændstige æble og saften der som en springflod flød over tungen og vakte glæde. Han pustede stille luften ud igennem næsen, og frydede sig ved den liflige smag der bredte sig, som havde han hele sommerdagen i sin mund.
Morfar sagde altid: ”Der er aldrig kommet noget dårligt ud af æbler, og så er de jo sunde…”
Han tog endnu en bid af det modne æble og studerede bladene, der føjede sig for sensommerbrisen og af og til slap en stråle af det pureste guld igennem.
Plantagen tonede ud og forsvandt som dug på en sommer eng.
”Rul bølger, ruuuuul…”