Husker du, så glemmer jeg…

Nogle kommer her for at mindes…

Jeg kommer her for at glemme…

Sandet der fyger for Nordsøens vesten vinde, aldrig hviler og aldrig falder til ro, det husker ikke. Bølgerne fra Vesterhavet, der presses op på skrænterne af Søren Bovbjergs dyb, og utrætteligt skylder ind på Vejers Strand, hvor de vasker alt væk. Strandkanten der efter hvert favntag med bølgerne står ny, ren og jomfruelig, som malerens lærred før det første penselstrøg, eller som forfatterens papir før det første anslag.

Stranden er som skabt til at glemme.

Min uforstyrrede plads i klitten er valgt med stor omhu. Så tæt på militærets skydeområde som muligt. Ingen sommerhuse i baggrunden og et minimum af tyskere på stranden.

I en lille gryde af det fineste sand, sidder jeg i min egen lille verden med frit udsyn til glemslens store hav. Til højre skjules nedkørslen fra Vejers af en let varmedis. Nogle hundrede meter hende, tumler en flok unge mennesker fra Vardeborg ned af klitten. Jeg forestiller mig, at den forreste unge mand har råbt: ”Sidste mand i vandet er en tøsedreng!” og er sat i ukontrolleret løb nedad. Halvvejs synker hans ene ben dybt i det bløde sand, hvorefter han knækker sammen og lander med hovedet først i kornene uden hukommelse. Den øvrige gruppe løber grinende forbi ham i håbet om at nå først til det duvende vand. Alle som en har dog undervurderet afstanden til strandkanten, og en efter en må de stoppe for at få vejret igen – dette morer mig umådeligt.

Til venstre kan jeg lige ane det ranke fyrtårn ved Blåvandshuk. Det stolte anduvningsfyr, som i over hundrede år har lyst sømænd sikkert i havn.

Mod sydvest er vindmøllerne på Horns rev ved at forsvinde i disen. Deres blinkende røde øjne fortager sig langsomt. Jeg hypnotiseres af de regelmæssige blink og tager mig selv i at ønske, at mine minder kunne omsluttes af fugtig varmedis eller kold havgus… alt vil være bedre end smertelige minder.

Én dag vil jeg nok se tilbage på disse minder med glæde, men lige nu gør de ondt, helt ned i sjælens dybeste afgrund.

Jeg borer fingrene dybt ned i det lune sand, og knuger. Jeg lader roligt sandet løbe ud mellem mine fingre. Sandet rinder ud og efter lader to rynkede hænder. Jeg husker da disse hænder tilhørte en ung mand uden rynker og leverpletter. Håret var mørkt og kraftigt. Var… Var… Var… Jeg er her for at glemme, ikke mindes.

Hænderne kører igennem min korte men stadig kraftige hårpragt – kun farven har ændret sig.

Jeg er udmærket klar over, at jeg vil medbringe en stor del sand i håret, når jeg kører hjem, men i dag er jeg lige glad.

Marehalmen bøjer sig let for vestenvinden, og når jeg kigger hen langs klitterne, er det næsten helt umuligt ikke at se marehalmens bølgende bevægelser som en direkte forlængelse af Vesterhavets vuggende bølger.

En havmåge kommer ind fra havet, og fortsætter sin rute ind i landet. jeg følge den med blikket indtil jeg ikke kan lægge nakken længere tilbage, hvor jeg i stedet fængsles af de vandrende skyer.

Jeg tager en dyb indånding. Den salte luft har altid været god for sjælen. Nu er bølgerne i mit indre. Et hav af følelser: Længsel, melankoli, smerte, mismod, savn og kærlighed… eller nærmere manglen på samme. En forfærdelig cocktail, som kun den der har mistet vil kunne forstå.

Jeg tænker på mine teenageår, hvor Henrik og jeg, i sommerens hede, lå på taget af carporten, og på skift udpegede skyformationer, for at uddybe billedet, historien og følelsen – det var et godt minde om en person jeg savner.

Jeg presser fødderne ned i det fine sand. Med fodfæstet kommer en varm fornemmelse i hele kroppen, der øges med hvert dybe åndedræt og fylder min sjæl med fred.

Jeg får pludselig en følelse af mine forældres nærvær… Jeg ved, at de står i klitterne bag mig og betragter mig. Jeg føler den kærlighed der strømmer imod mig og min tankestrøm bliver et hav af billeder, der hver især tænder gløden i mit indre.

Det er nu ikke længere strandsejlere, der trækker spor i sandet nedenfor min plads, men mine to hunde, som i vild lej pløjer fuger ned i undergrunden.

Selvfølgelig… hvis min far er her, så har han mine hunde med. Jeg smiler ved tanken. De elskede ham, uanset hvad.

Jeg mindes den aften, hvor vi holdte surpriseparty for ham, på hans 70års fødselsdag. Vi sad sammen i baren og han vendte sig mod mig. ”Tak!” sagde han. Jeg kiggede på ham og svarede: ”Tak for hvad?” Først nu så jeg at han havde meget våde øjne, og dette gav hans næste ord meget stor troværdighed: ”Tak for alt!” – dette øjeblik vil altid være mit bedste minde om min far.

Disen omkring vindmøllerne er begyndt at lette. Det er vel noget med forholdet imellem luft og hav temperatur, selvom mine egne metaforer passer mig meget bedre.

En stille erkendelse af, at glemsel måske synes som løsningen her og nu, men aldrig på den lange bane. Der er mange veje til lykke, men det er de færreste, som kommer dertil, uden at skulle igennem smerte.

Jeg fornemmer at min vej frem, ikke skal ligge i glemsel, men tegnes af minder.

Bølgerne skal ikke vaske mine tanker væk, men hvert frisk lærred af sand, skal males med oplevelser, historier og følelser. Sandet skal bære minde minder og være min hukommelse. I dag skal jeg væde klitterne med mine tårer.

Jeg fornemmer min mor børste sandet ud af mit korte hår. ”Stor dreng, du skal nok finde ud af det!”

Jeg husker hende, siddende i sin orange stol i hendes gamle udestue. Efter alt for meget hvidvin, på en lun sommeraften, udbryder hun pludseligt: ”Se, træerne i min baghave ligner patter!”…

Nogle kommer her for at glemme…

Jeg kommer her for at mindes…

SiteLock