Hvis noget er for godt til at være sandt…

”Min kæreste ven…”

Sådan starter brevet, som jeg har fået oversat fra hollandsk til dansk, og som er den direkte årsag til at jeg nu er i Washington DC og står på National Gallery of Art.

På vægen, foran mig, hænger Quentin Massys billede: ill matched lovers.

”… Din fader hilser dig og beder mig berette, at det går godt i smedjen, faktisk så godt som aldrig før. Jeg kan forstå, at han overvejer en lærling.”

Brevet kom i min besiddelse, da jeg for nyligt arvede en række antikviteter fra en fjern slægtning. Da det så meget gammelt ud og var skrevet med så smuk en håndskrift, fik det øjeblikkeligt min opmærksomhed, og overvejelserne var da heller ikke lange, da jeg besluttede mig for at sende en kopi til en hollandsk ven for oversættelse.

”… Jeg husker ikke om det var morgen eller aften. Du ved hvor dunkelt udskænkningslokalet er. Jeg kommer der jo kun for at undgå alle de jøder, der færdes i forretningskvarteret. Ikke at jeg har noget imod jøder, men du ved hvordan de er. Alligevel havde en jødisk handlende fået sat sig ved mit bord. Jeg tror han var jøde. Han havde i hvert fald sit udseende imod sig, så meget kan jeg sige dig, min kære ven.”

Brevet var åbenbart stilet til den hollandske maler Massy, skrevet af en barndomsven. Da jeg googlede Massy, fandt jeg hurtigt ud af, at dele af brevet omhandlede en scene, som ganske tydeligt var blevet til billedet ”Ill Matched Lovers”, og dette faktum trak mig til USA.

Der er noget dragende ved scenen i maleriet. Jeg har nok siddet i en halv time og kigget på billedet. Det undrer mig, at kustoderne ikke har bemærket mig endnu, men det er åbenbart ikke første gang de ser denne totale fordybelse.

Manden er nærmest en karikatur af uskønhed. Store øre, en voldsom næse og et lystent smil, med en mund, hvor man måske ikke forventer alle tænder intakt. Besynderlig nok, så er han ganske pæn klædt, som en købmand ville være.

”… Købmanden satte sig ved mit bord. Han pralede stort med sin prangende børs, og at han netop havde tjent voldsomt mange penge. Kære ven, tænk ikke ilde om mig, men her besluttede jeg mig for at hjælpe staklen af med hans penge, og foreslog et venligt spil kort.”

Hans diametrale modsætning er kvinden ved hans side. Billedskøn i sine fineste klæder. Et billede på tidens ideal. Håret kunstfærdigt sat og med smykke om halsen.

”… Vi havde vel spillet den lange nat, da hun kom. Jeg har set hende før. Altid i de samme grønne klæder. Jeg tager hende for at være skøge. Hver aften en ny bejler.”

Han med en hånd på hendes barm og den anden om hendes nakke. Øjnene lyser af begær og han tror at vide, hvad der venter ham. Hun smigrer ham med et venligt smil, misser med øjnene og alt imens den ene hånd kærtegner hans hage, fratager den anden ham hans pengepung.

”… Jeg afviste hende selvsagt, men den grimme købmand, der efterhånden var godt beruset, bød hende at tage plads, og her begyndte morskaben for alvor. Han havde sine små grimme hænder overalt på det yndige væsen, og bemærkede ikke at hun fortsatte hvor jeg slap. Med en kyndighed jeg sjældent har set, listede hun hans børs fri af bæltet.”

I baggrunden lurer narren. En tynd skabning, et misfoster, som taget ud af Dantes Inferno. Han tager glad imod pungen, som bliver rakt ham af den smukke kvinde.

”… Økonomisk fik jeg ikke meget ud af min nat med kortene, men jeg morer mig stadig over købmandens utallige eder, da han fandt pigen borte og alle hans penge lige så.”

Jeg sidder stadig og betragter billedet. Mon Massy havde begravet en morale i billedet, eller var det bare ment som underholdning…

SiteLock