Jodoc og ‘Linus
Uddrag fra “Malte og troldeguldet”.
PLASK sagde det, da Jodoc og ’Linus røg i søen.
”Jodoc, din store klovn!!!” ’Linus var vred, og det blev han ellers kun meget sjældent. Men hvis der var noget han afskyede mere end at være bange, træt, forvirret, ja endda mere end havregrød, så var det at være våd.
Der var selvfølgelig en god ting ved at plaske rundt i søen nu… så behøftes han da ikke at blive vasket til jul. Men ’Linus var stadig vred.
”Hvorfor ønskede du ikke bare…? Har du glemt at ringen giver dig et ønske? Du kunne ønske fjeld-troldene væk eller du kunne ønske os hjem eller du kunne ønske mig tør… JEG VIL VÆRE TØR!!!”
”Rolig nu ’Linus. Jeg har styr på det.” Jodoc grinede… Det kunne han jo også sagtens, for skovens hurtigste trold var nemlig også skovens bedste svømmer, hvis han skulle sige det selv.
”Jeg gemmer mit ønske til noget helt specielt, og det kommer nu…” Jodoc lukkede øjnene og så nærmest drømmende ud, da han med let truttende mund sagde: ”Rose, min kære veninde. Kom til mig og bliv min kæreste.”
Men der skete ingen ting. Ingen HVISH, ingen BUM, BANG, KAPAW, ingen røg og heller ingen Rose.
Jodoc kiggede forskrækket ned i sin våde hånd. ”Den er væk…” Han kiggede forbavset op på ’Linus. ”Jeg har tabt den… Den er væk.” Den lille ring af verdens bedste troldeguld var forsvundet ned i søen.