Kniven for struben

”En kniv. En kniv. En kniv… Han har en fucking kniv!” Tanken lavede ekko i hans hoved. Bankede imod frontallapperne. Blev slynget retur imod den bagerste hjernebark.

Panikken rejste sig væmmeligt i hans krop. Den ville snart have det fulde overtag.

Jonas kiggede forsigtigt fra side til side. Tryggede sig længere tilbage. Helt ned i sædet på den kolde bænk. ”Hvorfor. Hvorfor. Hvorfor fanden skulle bybussen også være forsinket…” Hans vejrtrækning var blevet meget overfladisk. Den grænsede til hyper ventilering…..

Bybussen var forsinke. Jonas løb det sidste stykke fra busterminalen. Måske havde han en mikroskopisk chance for at nå toget hjem til Bramming.

På vej ind på banegården blev han mødt af en flok feststemte unge mennesker… Fulde. Fine i tøjet. Lettere berusede. Lige ankommet med det sidste tog fra Varde. De skulle sikkert til musikarrangementet oppe på torvet.

Esbjerg Banegård lå øde hen. Toget var væk. To minutter eller to år, det var underordnet… Han var kommet for sent. Jonas blev nu nød til at vente en halv time. Senere kunne han komme med bumletoget imod Aarhus.

Ikke et øje på den stille perron. Kun en blinkende pære afslørede at scenariet ikke var et stillbillede.

En monoton banken fra havnen. Den blandede sig med en dyb rungende bas fra torvet. ”Det giver en lettere uhyggelig baggrundsmusik til en i forvejen dyster scene…” Dette var hans sidste tanke. Tanken inden alle baggrundslydene blev tvunget væk. De blev erstattet af høje råb. Høje råb, vold og panik.

Jonas sad på en mørkelagt bænk. Midt på perronen. De to mænd ænsede ham ikke. De tumlede råbende ud fra cykelkælderen. Råbene afveksledes af slag. Slag og faste greb i kravetøj.

Jonas blev utilpas. Han overvejede at gå sin vej. Han ville løbe. Jonas stivnede brat i tankestrømmen. Gadelysene fra Exnersgade glimtede. Spejlede sig kort i noget blankt. Klingen på en lang jagtkniv.

”Hvad… Hvad sker der!!?” Jonas ville have råbt det. Han opdagede at der ikke kom en eneste lyd. Han trak ikke engang vejret. Alt stod stille. Alt på nær de to mænd. De var nået ud på rangér sporene.

 ”Som en ninja…” Han forsøgte at tvinge sin hurtige puls ned. Berolige sin overfladiske vejrtrækning. Den måtte kunne høres på hele banegården. ”Som en ninja…” og det første stik… ”Det er løgn…” det andet stik… ”Det sker ikke…” og kniven sank dybt for tredje gang.

Jonas kiggede forsigtigt fra side til side. Tryggede sig længere tilbage. Helt ned i sædet på den kolde bænk.

En mand lå livløs på et af rangér sporene. Den anden gik frem og tilbage. Talte han i telefon?

Det var ikke en af perkerne ude fra Kvaglund. Det var helt sikkert. Jonas syntes det lød slavisk… En sømand måske?

”Jeg må væk… Som en ninja… Det sker ikke… Jeg må væk… Jeg vil ikke dø…”

Et hurtigt spjæt i hans venstre fod. Der var liv. Ikke i hele kroppen. Den var dog delvis funktionsdygtig.

Der var helt stille på banegården. Kun hans puls kunne høres. Hårde slag i brystet. Susen i ørerne. Buldren i hovedet.

Han opdagede ikke selv hvad der skete. Han hørte sine sko imod perronen. Hjertet bankede. Pulsen hamrede. Fødderne bevægede sig. han flygtede. Panikken flygtede med. Banegården lå igen øde hen.

***

… et brag fra havnen…

… solen blænder Jonas igennem hans små, blå plastic solbriller, ”Jonas din lille gris, se hvad du gør med din is…”

… det er jordbæris der drypper ned på blusen imens Jonas kigger på optoget af festklædte mennesker, som vandrer fra toget og hen over jernbaneskinnerne; midt på skinnerne sidder en rumænsk harmonikaspiller med en lille abe. Han spiller forfærdeligt – de samme tre strofer i en uendelig sløjfe imens det feststemte optog defilerer forbi. Hver gang en af de unge mennesker, som hujende og dansende synger med på den monotone melodi, smider en mønt i hatten, slår den harmonika spillende mand sin abe med en oppustelig hammer, og udløser et sagte piv som en solsorteunge, som bremsen på en cykel, som luft der siver ud af en punkteret lunge…

… et brag fra havnen…

… projektørerne fra rangér arealet blænder Jonas igennem hans små, blå plastic solbriller, en klovn står på jernbaneskinnerne og dolker en abe med en stor oppustelig hammer. Blodet drypper ned fra det lange blå skafte og smører det endeløse spor ind i jordbæris…

… et brag fra havnen…

… blinkende gadelygter i det blanke stål blænder Jonas igennem hans små, blå plastic solbriller og kniven glider lydløst, igen og igen og igen; Jonas vil råbe men hans mund fyldes med blod, han vil løbe men fødderne sidder fast i en klæbrig masse der ligner jordbæris…

… et brag fra havnen…

Jonas vågner i et skrig. Trygger sig længere tilbage. Helt ned i sædet på den kolde bænk…

SiteLock