Men så kom du
”Kender du det?”
Han kiggede spørgende på mig, med let rynket pande. Ansigtsudtrykket kunne betyde mange ting, men jeg kendte ham efterhånden rigtig godt, og tolkede denne mimik som “hvad mener du” eller “fortæl”.
”Kender du det, når en følelse bare vokser og vokser. Blodet flyder ikke, det bruser. Brystkassen svulmer og du er ved at sprænges. Følelsen bliver så stor, at du ikke kan rumme den længere. Så mange relativt negative associationer, og alligevel taler jeg om en dejlig fornemmelse. Glæder der bobler i alle afkroge af din krop. Du vil bare synge og danse…”
Hans ansigtsudtryk ændrede sig minimalt med et lille løft i øjenbrynene, fra “spørgende” til “forvirret”.
”Jeg har mange billeder og minder om denne dag. Jeg mindes at holde i en bilkø ved Avignon. Jeg mindes en ubehøvlet P-vagt ved Rive Droite. Jeg har et hav af fotos af min kone og jeg, på, under, ved og omkring Pont du Gard. Jeg mindes at det var en utrolig varm dag, hvor de æteriske olier fra de lavt voksende fyr træer fordampede og indhyllede hele området i denne karakteristiske sydlandske duft. Skygge var der ikke nok af og koldt vand var altid en mangelvare. Alle disse fotos og stærke minder, og alligevel kan jeg koge hele dagen ned til ét minde og ét billede!”
Han spærrede øjnene let op, ikke meget, som ville indikere overraskelse, men bare lidt, samtidig med at han lagde hovedet lidt på skrå. Nu virkede han interesseret.
”Billedet er en enkel opsætning fra et gaskomfur. En bulet gryde står med kogende vand. Ved siden af står en stor kaffekop og et glas Nescafe Espresso instant kaffe. Mindet er den SMS som lige har vækket mig. Jeg var ellers ved at sove gårsdagens rødvinsrus ud og havde planer om at sove lidt længere, men kl. 05:30 brummede min telefon, og beskeden fra Danmark lød kort og godt: Vi kører på sygehuset nu. Opdatering følger – senest når Louise har født!”
Han klemte øjnene lidt sammen og læberne fortrak sig i et lille smil. Hele hans kropssprog viste en form for genkendelse, men det er jo aldrig til at vide.
”Der sad jeg altså i et lille grovkøkken i Sydfrankrig. En helt igennem frygtelig kaffe i koppen og vandet buldrede løs med indholdet til den næste kop. Hjemme i Danmark lå min datter og var ved at føde. Mit første barnebarn var ved at komme til verden. Det tunge hoved fra aftenens vin blev hurtigt en bagatel og kvalmen blev afløst af en lille knude i maven, som langsomt åbnede sig så varmen kunne spredes til hele kroppen. Det var ikke længere en rødvinsrus, men en lykkerus. Jeg husker hvordan jeg sad der med min varme kaffe, kiggede ud på haven, et sted som jeg til hver en tid ville ønske mig tilbage til. Men på dette tidspunkt længtes jeg bare efter fødegangen på Horsens Sygehus.”
Han nikkede i rolige bevægelser og synliggjorde en umiddelbar forståelse for min fortælling.
”Pludselig gik det op for mig: BUM, du skal være morfar…” ”Nu skulle det være slut med identitetskriser… Når nogen spurgte mig: Hvad er du? Så skulle jeg ikke først tænke på om jeg var vagt eller IT-mand eller måske endda Heilpraktiker… Nej, jeg ville resolut og med stolthed kunne svare: Jeg er morfar!!!”
Et lille pust af luft forlod hans næse og en indeklemt lyd fra hans bryst afslørede en antydning af et grin. Så min historie morede ham åbenbart.
”Forstår du hvad jeg mener? Det var denne svulmende følelse af intens lykke blandet med visheden om, at intet længere ville være som før. Jeg stod på tærsklen til et nyt kapitel i mit liv. En ny dør åbnede sig og jeg skulle til at lære at leve på ny…”
Han kiggede op på mig og igen rynkede han panden. ”Altså, morfar… Jeg er kun 5 år. Jeg forstår ikke hvad du snakker om!”
Jeg purrede op i hans lyse hår imens jeg lod latteren få frit løb. ”Nej Malte, det gør du nok ikke… Men du er så god til at lade som om du lytter.”