Vinterbaderne
Jeg sidder stadig med en halvfuld kaffekop, da de første begynder at smide tøjet.
”Kom nu,” siger de, ”vær nu ikke så blufærdig.” Ha, blufærdig, de skulle bare vide.
Der er bare noget trygt og kendt ved dampen fra min kaffe, imod det helt igennem utrygge ved den snedækkede badebro. En duft af brasiliansk varme, som pirrer næsefløjene med minder om søndags brunch og hyggelige samtaler til langt ud på natten. En bitter smag af hårdt ristede bønner – to espresso shots og en almindelig kaffe – sådan som jeg elsker min ”Jawa”, imod synet af broen, som stopper lige før det store huld i isen, et sort hul i den hvide sne, en naturlig jacuzzi, men vandet er sku nok ikke som nogen anden jacuzzi jeg nogensinde har nedsænket mit legeme i.
Nej, det skal sku være løgn. Væddemål eller ej… Jeg er taget med her ud, og det er ikke for at drikke kaffe, eller at nyde det snedækkede landskab. Jeg er her, for at bevise over for mig selv, ikke for dem, nej, for mig selv, at intet kan stå imellem en mand og en stålsat vilje. Jeg skal vinterbade for første gang, men lige nu, er det som om min stålsatte vilje er lavet af elastik.
Vejrprofeten på SVT1, den eneste kanal, som vi kan se her i ødemarken, sagde i morges, at der skulle være minus seks grader i dag… minus seks grader… Her står jeg i morgenkåbe og badesandaler, min kaffe er blevet kold, jeg prøver på at overbevise mig selv om, at dette er en god ide, og der er fucking minus seks grader.
Sneen knirker let bagved mig, og jeg mærker Elses hænder på mine skuldre. ”Kom, nu skal jeg hjælpe dig.” hun krænger forsigtigt morgenkåben ud over mine skuldre. Stille og roligt glider mit sidste håb om at kunne slippe uden om det kolde gys, ned over mine hofte og landede på jorden.
Else tager min hånd, og trækker mig blidt ned imod badebroen. I guder, hvor er hun dog smuk. Hun er ikke meget mindre end mig, men hendes proportioner er guddommelige. Stramme balder, bløde hofter og spændstige bryster, med små sensuelle brystvorter, som stritter ret ud i den svenske ødemarks iskolde luft.
”Det skal nok blive sjovt…” Hun smiler til mig igennem den lette em, som hendes ånde danner i den kolde luft. ”Ved du hvad Else, hvis ikke mine nosser var krympet helt op i min bughule, så havde jeg en helt masse tanke om hvad sjovt kunne være…” Ups, kom jeg til at sige det højt.
Elses smil bliver skævt, og hendes træk i min arm bliver insisterende. ”Sku ikke før du har været i vandet.”
Det kan godt være jeg ikke er blufærdig, men når det kommer til fysisk kontakt og kærlighed, så er jeg en analfabet… Bare hun ikke ser mig rødme.
Badebroen, som i sommers vuggede ved min tyngde, sidder nu fast i isens skruestik. Det eneste jeg hører er sneens knirken og en svag skurren fra isen, som kommer fra den anden sidde af søen. På en god dag, kan jeg huske hvorfor sneen knirker, og ved hvilken temperatur fænomenet starter, men lige hun kan jeg ikke få en rationel tanke igennem hovedet. Jeg går, som den dødsdømte, på ved til skafottet. Jeg tænker på pandekager med sirup, solens varme stråler, der rammer de træklædte bakker langs søens bred. Jeg tænker på Else…
Først nu bemærker jeg, at jeg går i badesandaler, og hun går barfodet. Er hun en fucking viking, eller hvad.
Da vi når enden af badebroen, mødes vi af de andre, som allerede har været i vandet. Jens smiler til mig: ”Når du kommer op, så løb ind. Du skulle nødig få stive muskler.”
Else træder ned på isen, og rækker hånden op til mig. Så er det nu. Jeg står sørgmodigt ud af mine badesandaler. De har såmænd ikke givet nogen varme, og heller ikke den store isolation imod kulde, men de var mit sidste værn imod dette vanvid.
Else står nede i vandet, og rækker igen hånden op til mig. Hvordan er hun kommet der ned. Hvorfor har jeg ikke bemærket at hun gik fra isen og ned i vandet.
Mine fodsåler er noget nær følelsesløse, men en svag varme begynder at brede sig fra mine fødder.
Der bliver råbt inde fra land: ”Jo hurtigere du kommer i, des hurtigere kommer du op.” De muntre tilråb bliver fulgt af latter. Jeg har svært ved at vurdere, om de griner med mig, eller af mig.
Nå, det første skridt er vel det sværeste, tænker jeg. Jeg tager Elses hånd, der er overraskende varm. Som i drømme bevæger mine ben sig ned i vandet. Jeg troede at jeg frøs, jeg troede at det ikke kunne blive koldere. Men det klare vand, der nu omsluttede mine lægmuskler, stikker som syle i min hud. Musklerne i mine ben værker så voldsomt, at jeg er bange for at de skal krampe.
Jeg står stadig på det sidste trin, skåret ud i isen, med Elses hånd i min. Hendes hånd, en livline til varmen. Det kommer lidt bag på mig, da hun pludseligt bøjer i knæene og sænker hele sin dejlige vinterblege krop i vandet. Kald det mod, kald det vanvid eller kald det ungdomskådhed… Jeg kaster mig ud i vandet, imod Else. Kulden fra vandet, som nu omslutter mig totalt, slår luften ud af mine lunger, mærkeligt nok, føles det som om jeg skal tisse, men det er absolut det sidste jeg kan tænke på nu. Jeg gisper efter vejret, mine mange kvadratmeter hud gennembores af millioner af små nåle og mit hoved eksploderer, inden en indre fred tager sin begyndelse i mit hjerte og langsomt spreder varme i mit sind.
Else slår benene om mit liv og kigger mig dybt i øjnene. ”Nu er du sku dyppet, og døbt… Skal vi ikke komme op og få varmen?” Hun kysser mig blidt og da hun bidder mig i underlæben, eksploderer mit hoved igen…
Vinterbadning, jeg tror jeg er fan.