R. Thomsen

John vågnede brat. Han forventede at være badet i sved. Han ventede på bølgen af panisk angst. Angsten der altid følger et mareridt. Ingen af delene. Bare en meget ulmende fornemmelse af ubehag. Men hvis ikke det var et mareridt, hvad fanden var det så. Det var egentlig ikke som en drøm. Det var snarere som om han var blevet tvunget til at se en film. En film han ikke brød sig om. Så mange mord. Så meget blod. Så livagtigt. Hvorfor fanden skulle han nu drømme på engelsk. Han satte sig op i sengen. Ville allerhelst tænde lyset. Han havde en voksende fornemmelse. Nej, ikke en fornemmelse, en vished. John vidste, at han ville finde Lise i sengen ved sin side, badet i blod. Han sad helt stille. Holdt vejret. Holdt vejret indtil han hørte Lises sagte åndedræt. Nu kunne han ånde lettet op. Lise lå ikke myrdet ved hans side. Men fornemmelsen fortog sig ikke. Ubehaget var ikke længere ulmende men alt overskyggende. Han kunne ikke trække vejret. Han måtte ud af soveværelset. Han måtte fortrænge drømmen. Så levende. Det var ikke en drøm. Det var som at være der selv. Stemmer. Lyde. Detaljer.