Rejsekufferten

Kufferter findes i mange afskygninger, størrelser, mærker og materialer. Der er den lette nylon kuffert fra Bilka. Der er den slagfaste Samsonite fra specialforretningen. Der er den store rejsekuffert og den lille kabinetrolley. Der er en kuffert til alle formål.

Min kuffert var nok mere moderne på Titanic end ombord på en ’747 på den samme rejse.

Min kuffert er en stor rejsekuffert i mørkebrunt læder på en massiv træramme. Opretstående åbnes den i to fløje, hvoraf den ene fungerer som tøjstativ til alt det der skal hænge, og den anden fløj er med små skabe og skuffer. Den er overklistret med postkort og reklamer fra forskellige destinationer, og der er mange, for den har været med mig hele mit liv.

Og hvad har jeg så i mit utrolig store monstrum af en brun læderkuffert…? Skabe med skuffelser, bøjler på stribe med ulykkelig kærlighed, flere skuffer med ”dårlig tid”, brudte løfter, glemte ønsker, dumme vaner og en stor sektion med dybe hemmeligheder. En overflod af dårlig samvittighed, skræmmende minder og følelsesmæssige traumer.

Nu har jeg imidlertid måttet sande, at min kuffert er blevet for tung. Og i livet kan man ikke betale sig fra overvægt. Tiden er kommet til at gennemgå skuffer, skabe og bøjle. Noget må jeg sige farvel til.

Rejsekufferten
Rejsekufferten
SiteLock