Catalansk salat
Jeg er sikker på, at der er nogen, som kender til at blive ledt på afveje af en GPS… Så kan man jo vælge at blive stik tosset, og skælde ud på det lille stykke elektronik, hvis man mener man får det bedre af dét. Personligt har jeg gjort den spændende betragtning, at når vores Garmin trækker os væk fra ruten, så er det, at det bliver rigtig spændende.
En sensommerdag i 2015, kørte vi rundt i det nordlige Catalonien, og efter lidt kaffe og en is i den smukke middelalderby ”Besalú”, var det meningen, at vi skulle hike lidt i bakkerne ved ”Beuda”.
Nu har jeg allerede i et andet indlæg skrevet: En ting er planer, noget helt andet er hvad der rent faktisk sker…
Når jeg ikke kender lokalområdet, så følger jeg anvisningerne fra vores Garmin, uden at stille spørgsmål. Her var det så, at en varm vandretur i bakkerne pludselig blev lavet om til en sen middagsmad i stedet for, da den lille skovvej vi kørte ad, pludselig sluttede på en lille parkeringsplads, midt i skoven. Kun et lille skilt med påskriften: ”Restaurant El claustre de Palera” afslørede, at der måtte være bebyggelser i nærheden.
Beslutningen om at revurdere dagens planer, viste sig da også at være én af de bedre denne dag. Det venlige værtspar inviterede os indenfor i den gamle og meget smukke klosterkirke, inden vi blev vist vejen ind i den lille restaurant.
Konen har flere gange, med drømmende øjne, fortalt om den lune salat anretning hun fik, som i mine øjne ikke har det fjerneste med salat at gøre, men som jeg stadig synes er en fantastisk ret.
Lige dele løg, rød peber og aubergine. Ristet nænsomt i rigeligt olivenolie indtil det hele (især auberginen) er mørt. Et lille drys flage salt, pyntet med et par gode ansjos fileter – lidt presset hvidløg er dejligt, men kan udelades. Jeg vil meget gerne have et stykke groft landbrød til.
Nyd et glas tempranillo til, og jeg lover dig, at du kan høre cikaderne ”synge”, hvis du lukker øjnene.
